ARVELIGHED

January 30, 2017

 

 

Det er arveligt, så det kan der ikke ændres på, er en sætning jeg ofte hører som læge, enten læge til patient eller patient til læge eller læge til læge. Og nogle gange nikker jeg ja, for det er lettest, og fordi det er sandt for den, der siger det, men i grunden ved jeg det ikke.

 

På den måde kan jeg som læge let komme til at fastholde et menneske i sin tilstand af en fastlåst opfattelse af sygdommens begrænsninger, ud fra de sygedomskategorier lægebøgerne beskriver. Patienten risikerer med andre ord, at blive det jeg siger de er. Måske er det en følge af en fastlåst virkelighedsopfattelse, som lægevidenskaben opdrager lægerne til: altså at forstå verden og patienten og livet som lineære hændelser. At situation A fører til resultat B. Og i grunden er vi mennesker meget mere komplekse, så blot tanken om det kan give uro, for hvordan forholder det sig så, og hvad kan det ende med, når vores verdensbillede brister?

Når vi mennesker begynder at opdage at kommunikationen i kroppen ikke kun foregår lineært gennem nervesystemet og karbanerne, men i flere dimensioner også gennem huden, bindevævet og vandet i kroppen i form af vibrationer fra hormoner, mineraler, lyd og tryk bølger m.m. både i og udenfor kroppen.  Når vi erkender at fremkomst af et symptom A ikke entydigt skyldes arven eller hændelsen B, og ikke nødvendigvis fører til resultatet C. Vores barndoms ABC går i en vis forstand i opløsning. Vores lineære opfattelse af verden og mennesket ophører, vi træder ind i en anden dimension, en flerdimensionel verdens opfattelse.

 

Og med den forsvinder måske også vores tidligere forståelse af arv. For hvor sidder den fætter, vi læner os op ad, og som vi er tilbøjelig til at placere ansvaret hos?

 

Den sidder i generne, er det vanlige svar. Men det er kun ca. 1% af vores lidelser som med sikkerhed kan lokaliseres til et gen, og som kan siges at være 100 % arvelige i den forstand, at lidelsen er tilstede ved fødslen. Hvorfor de mange lidelser, dukker op i os mellem fødsel og død til et givet tidspunkt, ved vi læger ikke. Vi kan i bedste fald se nogle fysiologiske forandringer, men hvad der initiere dem, ved vi ikke. Eksempelvis hvorfor får et familiemedlem maveforkølelse mens et andet går fri? Hvorfor opstår sygdom nogle gange efter en traumatisk hændelse i et menneskes liv, mens andre mennesker går i gennem samme traumer uden at udvikle sygdom ?  Lidelse er kompleks, multi-faktoriel og individuel.

 

Alligevel fødes vi med gener som en god blanding af vores forældre og forfædre og i den forstand følger der noget arv med. Og ser vi på vores stamtræ, opdager vi måske, at vi har arvet eksempelvis gigt, depression, blodpropper, kræft men også misbrug, vrede, arrogance, grådighed, nærighed, glæde m.m.  Det ligger alt sammen i generne,  eller gør det ?

 

For selvom vi fødes med visse anlæg og ligheder, er det ikke altid de kommer til udtryk. Det er de mange mælkebøttebørn et vidne på.   Så vi har i et vist omfang et valg, vi kan bl.a. vælge at  se os som bærere af en ukendt risiko for at udvikle de samme lidelser som vores forfædre, uden at vide om vi får dem. Vi kan også vælge at se os som et ubeskrevet blad med talrige muligheder, også når en forhindring som et symptom eller en lidelse dukker op. For vi ved ikke, hvad der tænder og slukker for vores gener. Det er yderst sjældent kun én enkelt hændelse, eller én enkelt påvirkning, som fører til lidelse, det er oftest multiple og gentagne. Derfor er det også meget sjældent at en behandling eller en pille kan forbygge lidelse eller føre til helbredelse, sådan som vores lineære tænkning gerne vil have os til at tænke, for så er der styr på situationen.  

Men vi har ikke styr på situationen, for kroppen kommunikere multi-dimensionelt og ad mange kanaler og hele tiden i vores skiftende omgivelser. Det kan være skræmmende, men det kan også være en befrielse, for så er vi ikke længere determineret af vores gener og afhængig af en enkeltstående behandling eller en pille. Sådan som flere og flere mennesker også erfarer, eksempelvis ved at de lever videre uden at få de familiære skavanker, eller de alligevel får de familiære skavanker trods forebyggende eller given behandling. Ganske enkelt man dør også selvom man har pacemaker. Der gives ingen garantier hvad angår liv og død.

Disse erkendelse skal ikke give anledning til mere uro, skyld eller skam, for vi gør det så godt, vi kan, indtil vi ved bedre, og får muligheden for at ændre på det, vi kan ændre på. Og det er svært at give skylden til vores forfædre, da Adam og Eva heller ikke vidste bedre.

Denne viden kan bruges til at genvinde håbet og troen på os selv og vores iboende evner til at støtte hinanden. Og vi kan hjælpe hinanden til at vågne mere og mere op til denne multidimensionales verdens muligheder og gradvist hjælpe hinanden til at give slip på vores fælles arv: angsten for det uvisse, for det vigtigste i livet, kærligheden, livet og døden er alligevel helt udenfor vores kontrol.

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Featured Posts

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Recent Posts

May 30, 2019

May 10, 2019

Please reload

Archive
Please reload

Search By Tags

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Follow Us
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square