Det grænseløse menneske....

March 14, 2017

 

...kan lyde både skræmmende og befriende på samme tid. Det er ofte negativt omtalt, som en grænseløs eller grænseoverskridende person eller som en diagnostisk ”stempling ” i form af en border line forstyrret personlighed.

Da ensidighed sjældent åbner for større viden, og hvis jeg kigger godt og grundigt ind i mig selv, ja helt ind i den fælles menneskesjæl, så opdager jeg altid en snert af genkendelighed, i alle menneskelige væremåder. En slags fællesmenneskelig egenskab, som jeg altid kan få øje på om ikke andet, så ved at jeg tager afstand fra noget, jeg ikke kan acceptere. I det øjeblik har jeg genkendt denne ”menneskekvalitet” i mig selv, for hvordan skulle jeg ellers vide af den?  En grænse kan lettere overskrides, når den af gode grunde ikke er tydelig, og en meget tydelig grænse kan også føre til grænseoverskridelse.

 

Os grænseløse mennesker eller os der har været det mere eller mindre bevidst, også uden at få det anerkendt eller snarere miskendt ved en diagnose, kan nemlig have en særlig evne, til at føle, mærke og fornemme et andet menneskes tilstand, ja selv et dyrs væsen. Den evne kan være god at have, hvis den bruges empatisk, til at forstå og hjælpe andre mennesker, så længe man ikke forsøger at indtage eller helt overtage styringen, på bekostning af den andens integritet. Og nogle gange sker dette alligevel  for det grænseløse menneske, uden at det er sig det bevidst, som en forsvarsmekanisme mod det, der ikke kan kontrolleres.  En tillært nødvendighed for at overleve i en altopslugende relation eller  situation, som  opleves truende på ens integritet, og nogle gange som en nødvendighed for at opleve sig elsket. Af mange gode grunde opleves det nødvendigt helt at sælge ud af sig selv og smelte sammen omend på lidt skrøbeligvis, for hvem er du og hvem er jeg, når jeg sanser dig og du sanser mig ? 

 

Det svære ved det grænseløse er, når der gives køb på ens sjæl, altså den dybere sandhed, den vished der i virkeligheden sanser og dybest set ved, hvad der opleves godt i øjeblikket i situationen, også når man måtte være stivnet i en form, et selvbillede i en grænseløs symbiose.  For selv om det i nogle sammenhænge lyder attråværdigt at være ét med det hele, så er det vores mange polariteter som det mandlige og kvindelige, der giver saft og kraft til en spraglet og sprudlende og gnistrende livfuldhed, ja livet i al sin skønhed og gru.

 

I andre sammenhænge er det en kvalitet at have svage grænser, som når der skal mægles, forliges, forsones. Så selvom det også her kan blive betragtet som en svaghed, hvis man ikke kan sætte grænser, så kan det også føre til en utrolig fred, såvel indre som ydre, også uden at sjælen opløses. For i grunden er sjælen uopløselig. Det er kun egoet der smuldre, hvilket kan være skræmmende at opleve, men godt at vide.

 

Så hvad kan grænserne ? De kan på nænsom vis hjælpe os til at sanse os selv. De kan være meget tydelige og i sin ekstreme form nærmest rigide, og beskytte os mod angreb, overgreb og indgreb. Og det kan være meget nødvendigt ja livsnødvendigt. Men samtidig er der også med en risiko for at udelukke andre og i sin yderste konsekvens en risiko for at blive meget ensom i sit tilsyneladende ”skudsikre” og vandtætte territorium.  Så med så meget andet er grænser og det grænseløse også her et både/og i naturlig balance. 

 

Ved at anerkende eller genkende det grænseløse, rykkes en grænse, den grænse der sættes ved at gøre noget forkert og noget andet rigtigt.

For det grænseløse kan kun genkendes af den grænseløse, bevidst eller ubevidst, og før eller siden, oplever vi alle en grænse.

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Featured Posts

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Recent Posts

May 30, 2019

May 10, 2019

Please reload

Archive
Please reload

Search By Tags

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Follow Us
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square