Pyt og Lyt..... om perfektion og perfektionisme.

March 16, 2017

 

 

Perfektionen er visheden om alt, og den kan ikke ses, tilnærmelsesvis kan den opleves. Og selv der vil der altid mangle en del, nemlig den del, der oplever visheden.

 

Jeg har haft rigtig svært ved at forstå perfektion som begreb og anerkende perfektionisme som en menneskelige kvalitet, for jeg har for det meste kun fået øje på perfektionismens bagside i form af den skyld og skam, der ligger bag, og som den ofte vækker i omgivelserne. Skyld og skam er to meget kraftfulde følelser og stressfaktorer for mange mennesker.

Perfektionisme kan både være en dyd og en plage, specielt hvis den bliver en evig kamp om rigtig og forkert eller godt og dårligt, sådan som den stivner i den perfektionistiske form.

 

Alligevel er vi sikkert mange, der er taknemmelige for den omhyggelighed, hvormed en pilot navigerer, en kirurg opererer, en kok håndterer maden, og en renovationsarbejder håndterer affald. Og de fleste værdsætter sikkert også tøj, et godt måltid, en motorvej, en bog, en film, musik, et par sko, en ske ja alt fra papir til parykker som giver mening og glæde, og især når det er omhyggeligt udført og delt i glæde.

 

For at udføre noget i omhyggelighed, er det en fordel ja nødvendigt at være særligt sansende, så sensitiv at man kan skelne de fineste små detaljer, som kan åbenbare glæden og gøre en forskel, også i forhold til liv og død. Så perfektionisme forudsætter skelneevne og sensitivitet og ikke mindst evnen til at sige pyt, når den hårfine grænse overskrides, for den er samtidigt åbningen til større vidder og nye perspektiver, til glæde for os selv og andre.

Der hvor perfektionismen kammer over, er for mig at se, når den ønsker at skille sig ud fra helheden fra perfektionen, ved at skylde og skamme det ud, der ikke passer ind i en begrænset verdensopfattelse.

 

Måske det i virkeligheden er fordi, vi ikke kan se skønheden i os selv, eller måske det er et ønske om at være den bedste på toppen. Det kan let føre til både isolation og ensomhed.

 

Det handler også om forventninger til os selv. Har man høje forventninger til sig selv, har man ofte også høje forventninger til andre. Udtrykker man ikke de forventninger, kan det være rigtig svært at få dem indfriet, for ingen kender et andet menneske til fulde, som ikke kender sig selv til fulde. Lytter man på den anden side slet ikke til de ydre smagsdommere, kan man let stivne i manglen på ny inspiration, den som også kommer gennem andre mennesker og ikke alene indefra.

 

Oftest handler det også om forskellige krav til livet, så vi vil aldrig blive mødt ”perfekt” derude. Kun i accept af egne valg eller i kompromiset, vil vi opleve ro i perfektionismens ydre som indre kamp.

 

Det er derfor værdifuldt, at sige pyt og lytte. Så opdager vi  kærligheden derinde som derude. Vi vover livet.

 

Alligevel er det værdifuldt at lytte til den indre smagsdommer, som naturligvis sjældent er enig med de ydre smagsdommere, for det handler jo om smag og behag.

 

Så den indre dommer, der ved bedst, kan kun afgøre sin egen sandhed. Dommeren derude kan kun skønne og i sagens natur være nød til at træffe et valg om rigtig eller forkert, godt eller dårligt, sådan som han måtte være blevet bedt om.

Ingen har patent på sandheden, det vil altid være et kompromis og en erkendelse af nødvendigheden i rummelighed for alle sandheder. For ingen kender forhistorien, til fulde og historien før den. Og livet indebærer valg på valg, som vi grundlæggende selv må tage ansvar for.

 

Perfektionisten, den evigt utilfredse, den evigt fejlfindende, og fingerpegende, vil ikke alene selv lide, men også smitte sine omgivelser, de mennesker som altid gør deres bedste. Vores bedste i forhold til den viden og vågenhed, vi besidder og søger.

Kan der så slet ikke fejles længere? Naturligvis, det gør vi alle, vi fejler, når vi ikke accepterer, at vi fejler, fordi vi er i gang med at lære. Vi er ganske enkelt i gang med at vågne op til en verden, der ikke alene handler om os selv og vores egen sandhed og velbefindende, men også om vores fælles sandhed og velbefindende.

 

Perfektionen som begreb er for mig en dyd i den forstand, at det kan være en indstilling til livet om at være vågen og gøre sit bedste ud fra den viden og de forudsætninger man har til rådighed. I det lys er alt vel, ja egentlig perfekt, og det bringer samtidig skaberglæde og glæden ved det skabte.

 

Perfektionen er visheden om alt, og den kan ikke ses, tilnærmelsesvis kan den opleves, og selv der vil der altid mangle en del, nemlig den del, der oplever visheden.

 

Så kære indre perfektionist: pyt og lyt lidt dybere indad som udad….

 

Ps. Dette er skrevet ud fra personlig kendskab til perfektionismens mange ansigter, de indre som de ydre. Sådan er det i grunden med alle mine skriverier, de kommer af genkendelighed, så måtte du føle dig ramt, så vid af at vi er to, der nu kender såret, det som er begyndelsen til den dybere heling, og sammen kan vi alle heles mere og mere, hvis vi vil og vælger  en vej i tilgivelse og kærlighed.

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

Featured Posts

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Recent Posts

May 30, 2019

May 10, 2019

Please reload

Archive
Please reload

Search By Tags

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Follow Us
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square